Kære alle
Da vores blog ikke fungerer fra Kina denne gang, har vi oprettet en ny hjemmeside på følgende adresse: www.dagbogfrakina.mono.net , på denne side kan man følge med i vores dagbog ved at klikke ind på dagbog fra Kina og herefter vælge den dag man vil læse om. Billeder kan ses i foto albummet. Hjemmesiden er lige oprettet og derfor ikke færdig, så den vil løbende blive udbygget.
Man kan ikke sende beskeder til os på hjemmesiden, men I er velkomne til at skrive på vores mail - secher.ross@webspeed.dk , det er hyggeligt med beskeder hjemmefra, vi vil dog ikke love at vi svarer på alle mails.
Dennis har været så venlig at skrive ovennævnte for os.
Med venlig hilsen Charlotte & Martin
fredag den 9. oktober 2009
søndag den 13. september 2009
Tak for sidst til Stafet for Livet
Hej alle
Tusind tusind tak for sidst til Stafet for Livet. Vi havde en fantastisk weekend og er glade for at så mange af jer valgte at bakke op om fighternes kamp mod kræft. Sammenholdets tørre tal taler for sig selv.
-- I alt 106 personer gik for sammenholdet heraf var vi godt 70 til spisning.
-- Vi gik samlet 1717 omgange i alt 1081,7 km.
-- Vi har indtil videre samlet 16.350 kr. ind (inden de sidste sponsorer har indbetalt deres donation.)
Ud fra "Stafet for Livets" hjemmeside kan vi se, at vi allerede nu er det hold i landet, der har indsamlet flest penget til Kræftens Bekæmpelse. Det er rimeligt godt gået, da der er alt i alt har været afholdt stafet i 7 forskellige byer landet over.
Vi er imponerede over den støtte og opbakning, I alle er med til at give Sammenholdet, og som jeg sagde til afslutningen i søndags, betyder det ufatteligt meget for hele vores kamp mod kræften, at vi har denne opbakning. Det er med til at give os fornyet energi, til at lade de efterhånden ret brugte batterier op igen, så vi kan blive ved med at kæmpe og støtte hinanden i hverdagen.
I stafetten i Rønde deltog der samlet 64 fightere og 904 stafetdeltagere.Alt i alt blev der gået 21.003 omgange á 630 m. dvs. alt i alt 13.232 km i løbet af de 24 timer.
Vi har stadig gavekort til Stena Line, som flere af jer mangler at få. Jeg tager dem med på lørdag til markedsdagen for Charlotte, hvis man ikke kommer denne dag, og gerne vil have et gavekort, så giv mig besked, så sender jeg det til jer. (Vi har konstateret, at det skal bruges inden 31. oktober 09).
Vi har taget en del billeder, vi vil løbet af de næste dage lægge dem ind her på bloggen. Endnu engang tak for denne gang.
Vi håber, at se jer til Stafet for Livet i første weekend i september næste år.
KH Martin
fredag den 4. september 2009
Hej alle.
Det er nu ca. 4 1/2 måned siden vi kom hjem fra Kina, og det har været de bedste måneder siden jeg blev syg! Vi lever som en næsten normal familie nu, og i mange tilfælde glemmer jeg helt, at jeg er syg!
Jeg er fortsat med Erbitux-behandling herhjemme (det som man kaldte Cetuximab i Kina), da det nu ikke længere kører som forsøgsbehandling i Danmark. De seneste 2 scanninger har vist en betydelig reduktion af de 2 største metastaser i leveren og også lidt i lungerne. Vi kan næssten ikke få hænderne ned.
Kineserne har løbende fulgt med i mine behandlingsresultater, og mener, at jeg nu har fået det så godt, at jeg er klar til Cryo-behandling. ENDELIG får jeg lov!
Det betyder, at vi planlægger at tage endnu en tur til Kina i starten af oktober. Vores største problem i den forbindelse har været at finde pengene hertil, uden at skulle stifte alt for meget gæld. Derfor har mine helt fantastiske og pragtfulde veninder startet en indsamling til mig. Se mere under redcarolinesmor.dk eller på Facebookgruppen Hjælp Charlotte Secher Secher Ross i kampen mod kræft.
Vi vender naturligvis tilbage her på bloggen, når vi tager afsted og skriver dagbog derudefra ligesom sidste gang!
Kærlig hilsen Charlotte
Det er nu ca. 4 1/2 måned siden vi kom hjem fra Kina, og det har været de bedste måneder siden jeg blev syg! Vi lever som en næsten normal familie nu, og i mange tilfælde glemmer jeg helt, at jeg er syg!
Jeg er fortsat med Erbitux-behandling herhjemme (det som man kaldte Cetuximab i Kina), da det nu ikke længere kører som forsøgsbehandling i Danmark. De seneste 2 scanninger har vist en betydelig reduktion af de 2 største metastaser i leveren og også lidt i lungerne. Vi kan næssten ikke få hænderne ned.
Kineserne har løbende fulgt med i mine behandlingsresultater, og mener, at jeg nu har fået det så godt, at jeg er klar til Cryo-behandling. ENDELIG får jeg lov!
Det betyder, at vi planlægger at tage endnu en tur til Kina i starten af oktober. Vores største problem i den forbindelse har været at finde pengene hertil, uden at skulle stifte alt for meget gæld. Derfor har mine helt fantastiske og pragtfulde veninder startet en indsamling til mig. Se mere under redcarolinesmor.dk eller på Facebookgruppen Hjælp Charlotte Secher Secher Ross i kampen mod kræft.
Vi vender naturligvis tilbage her på bloggen, når vi tager afsted og skriver dagbog derudefra ligesom sidste gang!
Kærlig hilsen Charlotte
torsdag den 23. april 2009
24. april 2009
Efter 1 1/2 måned på FUDA, tog vi derfra tirsdag morgen kl. 7.00. Vi blev kørt til lufthavnen i ambulance - endda med udrykning et par gange! Og det var altså ikke, fordi jeg pludselig var blevet dårlig, men sådan gør de altså, når de gerne lige vil lidt hurtigt frem.
Turen hjem gik egentlig fint, men den var lang, da vi fløj i dagtimerne denne gang (den føles jo kortere, når man sover det meste af natten)! Søren hentede os i København kl. 22.30 og kørte os til færgen igen næste morgen. Ovre på "den anden side" kom Caroline og "morfar" og hentede os ved færgen. Det var skønt at holde hende i armene igen, og hun snakkede i ét væk hele vejen hjem til Rostved.
Hjemme i Rostved ventede en helt fantastisk overraskelse. Familie og venner havde i al hemmelighed (Martin vidste det dog godt) ordnet hus og have for os, mens vi har været væk. Vi havde fået en ny entrédør, ny udvendig trappe til bryggerset, huset var blevet kalket, stalddøre m.m. var malet, entréen var gjort færdig, der var sat hækplanter op, drivhuset var gjort i stand, bede (inkl. højbede) var luget, græsplænen var slået, der var gjort klar til såning i køkkenhaven, og indenfor var der gjort rent over det hele. Ja, jeg har temmelig sikkert glemt at nævne noget, for det er så overvældende. Tænk at så mange mennesker har været samlet her for (igen) at hjælpe os. Det er lige til at tude over - og det gjorde jeg så! Tænk at jeg ikke har opdaget, at Martin har siddet og sms'et og mailet frem og tilbage, for at svare på spørgsmål om alt det praktiske.
Tusinde, millioner tak til mor & far og Birgitte & Flemming, som vist har været igangsættere af projektet. Hvor er det bare blevet flot, og hvor er det dejligt, at vi ikke skal igang med dette nu. Tusind tak til alle jer, som har deltaget i arbejdet (heriblandt mine 2 andre søskende) og tak til jer som har sendt hilsner, blomster m.m. - både før, undervejs og efter Kina. Hvis alle jeres tanker var helbredende, ville jeg være mere end rask nu! Vi har sagt det før, men siger det igen: Det er en helt imponerende opbakning vi får fra jer alle, og det er GULD værd for os! TUSIND, TUSIND TAK!
Vi glæder os til at kunne takke jer alle personligt, nu hvor vi har haft lidt tid alene med børnene og den nærmeste familie. Igår aftes spiste vi hos mine forældre sammen med Annette, Malle, Alexander, Mathilde, Birgitte, Flemming, Emil, Frederik, Asbjørn og ikke mindst Amalie og farfar Henning.
Idag har vi tilbragt en dejlig solskinsdag i haven sammen med børnene. Caroline og Amalie har nydt at kunne lege sammen igen, og de hjalp mig med at lægge frø i højbedene, mens Martin lavede hundehus. Det har været en pragtfuld dag, og jeg har det stadig rigtig godt!
Nu er det slut med bloggen i denne omgang. Vi har travlt med at nyde vores "nye liv"! Og hvad skal der egentlig ske nu? Vi ved det ikke, men vi skal ihvertfald have en snak med hospitalet herhjemme, og så skal jeg igang med nogle alternative behandlinger igen. Jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver rask på et eller andet tidspunkt, men i mellemtiden er jeg tilfreds med bare at have det godt!
Mange kærlige hilsner fra
Charlotte & Martin
Turen hjem gik egentlig fint, men den var lang, da vi fløj i dagtimerne denne gang (den føles jo kortere, når man sover det meste af natten)! Søren hentede os i København kl. 22.30 og kørte os til færgen igen næste morgen. Ovre på "den anden side" kom Caroline og "morfar" og hentede os ved færgen. Det var skønt at holde hende i armene igen, og hun snakkede i ét væk hele vejen hjem til Rostved.
Hjemme i Rostved ventede en helt fantastisk overraskelse. Familie og venner havde i al hemmelighed (Martin vidste det dog godt) ordnet hus og have for os, mens vi har været væk. Vi havde fået en ny entrédør, ny udvendig trappe til bryggerset, huset var blevet kalket, stalddøre m.m. var malet, entréen var gjort færdig, der var sat hækplanter op, drivhuset var gjort i stand, bede (inkl. højbede) var luget, græsplænen var slået, der var gjort klar til såning i køkkenhaven, og indenfor var der gjort rent over det hele. Ja, jeg har temmelig sikkert glemt at nævne noget, for det er så overvældende. Tænk at så mange mennesker har været samlet her for (igen) at hjælpe os. Det er lige til at tude over - og det gjorde jeg så! Tænk at jeg ikke har opdaget, at Martin har siddet og sms'et og mailet frem og tilbage, for at svare på spørgsmål om alt det praktiske.
Fællesbillede fra arbejdsdagen.
Tusinde, millioner tak til mor & far og Birgitte & Flemming, som vist har været igangsættere af projektet. Hvor er det bare blevet flot, og hvor er det dejligt, at vi ikke skal igang med dette nu. Tusind tak til alle jer, som har deltaget i arbejdet (heriblandt mine 2 andre søskende) og tak til jer som har sendt hilsner, blomster m.m. - både før, undervejs og efter Kina. Hvis alle jeres tanker var helbredende, ville jeg være mere end rask nu! Vi har sagt det før, men siger det igen: Det er en helt imponerende opbakning vi får fra jer alle, og det er GULD værd for os! TUSIND, TUSIND TAK!
Vi glæder os til at kunne takke jer alle personligt, nu hvor vi har haft lidt tid alene med børnene og den nærmeste familie. Igår aftes spiste vi hos mine forældre sammen med Annette, Malle, Alexander, Mathilde, Birgitte, Flemming, Emil, Frederik, Asbjørn og ikke mindst Amalie og farfar Henning.
Idag har vi tilbragt en dejlig solskinsdag i haven sammen med børnene. Caroline og Amalie har nydt at kunne lege sammen igen, og de hjalp mig med at lægge frø i højbedene, mens Martin lavede hundehus. Det har været en pragtfuld dag, og jeg har det stadig rigtig godt!
Nu er det slut med bloggen i denne omgang. Vi har travlt med at nyde vores "nye liv"! Og hvad skal der egentlig ske nu? Vi ved det ikke, men vi skal ihvertfald have en snak med hospitalet herhjemme, og så skal jeg igang med nogle alternative behandlinger igen. Jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver rask på et eller andet tidspunkt, men i mellemtiden er jeg tilfreds med bare at have det godt!
Mange kærlige hilsner fra
Charlotte & Martin
søndag den 19. april 2009
Mandag 20. april
Charlotte med nogle af sine sygeplejersker. Dagen igår stod i afslapningens og romantikkens tegn. Jeg var sent færdig med behandlingen, så klokken var over fem, før vi kom herfra. Vi gik hen i et lille butikscenter i nærheden, hvor der ligger en lille neglebutik. Her skulle vi begge have en manicure og pedicure (i Kina arbejder man jo hele tiden - også søndag aften..). Det var Martins debut på dette område, men konen mente, at det var tiltrængt! Han sprang dog neglelakken over!
Det var nogle utroligt søde unge mennesker, der drev butikken - 2 mænd og 1 kvinde. Vi startede med at få et fodbad - mit i rosenvand og Martins i kinesiske urter. Og så fik fødder og hænder ellers en ordentlig omgang til de var så fine og bløde som små babynumser. SKØNT at blive forkælet for en gang skyld. Det tog næsten 2 1/2 time. Pris ialt: ca. 85 kr!!!
Personalet var så "vilde" med os (især Martin med hans højde og hans lyse hår), at der blev taget et hav af billeder bagefter.
Så klokken var 21.00 før vi nåede hen på dagens udvalgte restaurant. Det var en meget fin franskinspireret restaurant, hvor vi fik noget rigtig lækker mad, og hvor der for en gang skyld var stille og roligt. Det var simpelthen bare en super dejlig aften.
Lækkert med fransk inspireret mad.
Idag startede jeg med drop kl. 7.00. Det havde jeg bedt om, da jeg gerne ville have noget ud af min sidste dag. Jeg ved ikke, om det var panik før hjemturen, men pludselig følte jeg smerter i maven og havde en fornemmelse af, at væsken i bughulen var på vej tilbage igen. For at få vished bad jeg om at få en ultralydsscanning, og det var heldigvis falsk alarm.
Men er jeg virkelig så bange for at komme tilbage til Danmark igen? Tænk at man ikke føler sig tryg ved at skulle tilbage til det danske sundhedsvæsen!?
Om formiddagen havde jeg en afsluttende samtale med Dr. Xing, som gennemgik hele forløbet med mig. Hun har lavet en slags journal på engelsk, som jeg får med hjem til Danmark. Vi har ikke lavet nogen fast aftale om, at jeg skal herud igen. Men når jeg er blevet scannet i Danmark om et par måneder, vil hun gerne se resultatet sammen med svar på en blodprøve. Så vil hun tage stilling til, om der kan gøres mere. Jeg fik dog at vide, at hvis væsken vender tilbage, skal jeg bare komme herud igen med det samme, så får jeg en ny omgang immunterapi.
Vi nåede også at få sagt ordentligt farvel til de andre danskere. Det har været hyggeligt, men selvfølgelig også alvorligt. Mange kommer hjem med mindre svulster eller helt uden aktiv kræft i kroppen (man kan jo ikke kalde dem raske), mens der også har været nogle nedslående historier.
Der er selvfølgelig også nogle forfærdelige tilfælde, som vidner om, at mange kommer herud for sent. De er simpelthen blevet slidt op af behandlingen i Danmark. Jeg er jo selv én af dem, men klarer mig heldigvis og indtil videre godt!!
Nå, men tilbage til dagen idag. Jeg var færdig med behandling allerede kl. 12.30, og efter afregning (det blev "heldigvis" kun til ca. 250.000 kr i den sidste ende), kuffertpakning, oprydning m.m. tog vi hen på en nærliggende restaurant og spiste frokost. Herefter skulle der lige købes lidt flere gaver med hjem (kunne godt mærke at Martin ikke lige var i humør til det mere, meeen nu bliver jeg jo snart jagtenke, så han måtte jo lige vise lidt god vilje), og så sluttede vi af med en sen middag på en indonesisk restaurant.
Charlotte i høj solskin og 35 graders varme.
Jeg kunne skrive i en uendelighed, men resten må vente til vi kommer hjem, for kl. er 01.00 nu, og vi skal afsted her fra hospitalet kl. 07.00 imorgen tidlig. Da vi lander i København sent imorgen aften, sover vi hos Søren og Jane, og herfra tager vi færgen til Ebeltoft onsdag morgen. Så skal der hentes børn om eftermiddagen, og så håber vi på, at Birgitte og Flemming eller mor og far måske byder på aftensmad...???
Torsdag beholder vi nok pigerne hjemme fra skole og børnehave og hygger med dem hele dagen. Vi vil derfor gerne bede jer vente med at ringe eller besøge os til efter torsdag. Håber I forstår??
Det var alt fra Kina i denne omgang. Det har været hårdt og langvarigt, men også dejligt og livsbekræftende. Nu vil vi hjem og nyde vores "nye liv" OG HOLD KÆFT, HVOR HAR VI FORTJENT DET!!
Vi ses snart i Danmark!
Knus fra Charlotte & Martin
lørdag den 18. april 2009
søndag 19.april
Efter 1 1/2 måned på en hård madras i Kina, er det efterhånden lykkes for Martin at ligge den i stykker. Han har fået lavet en permanent hulning ned i madrassen lige præcis der, hvor hans bagdel ligger hver nat. Jeg tror, at den har givet efter for hans vægt - han er også gået et hul ud i bæltet, mens han har været herude.
De sidste par dage har været stille og rolige. For en sikkerheds skyld tager jeg den stadig lidt med ro, selvom jeg stort set ikke har kunnet mærke noget efter, at frøene blev lagt ind i onsdags. Fik forbindingen af i forgårs, og jeg er imponeret over, hvor bittesmå "hullerne" er. Jeg tror, at de er gået ind 5-6 steder - primært i de 2 store metastaser. Grunden til, at jeg ikke kan sige det helt præcist er, at hullerne simpelthen er så små, at de er svære at se. Hvor er de bare dygtige. Så kære Lillian (som er min tankefeltsterapeut): Nu skal vi rigtig hjem og arbejde med, at få de frø til at dræbe alle kræftcellerne!!
En typisk dag for mig for tiden starter kl. 7.00 om morgenen, hvor en sygeplejerske kommer ind med mine vanddrivende piller og mit kinesiske urtemedicin, som jeg stadig indtager "næsten" hver dag (det smager virkelig væmmeligt). Ved 7.30-tiden kommer der 2-3 sygeplejersker og kigger, og så går de igen med det samme. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad formålet med dette er?! Mellem kl. 8.00 og 8.30 kommer der en sygeplejerske eller 2 og sætter mit drop igang. Jeg får 6-8 poser/flasker om dagen, hvoraf noget af det beskytter min lever og mave, noget af det er Endostar og Cetuximab, og her efter "operationen" får jeg også antibiotika for at undgå betændelse i leveren. I disse dage er jeg typisk færdig mellem kl. 15.00 og 16.00. Jeg er virkelig begyndt at hade at rende rundt med det stativ dagen lang.
Vi bruger tiden på at hygge og snakke lidt med de andre danskere herude, og så er det jo også ved at være tid til at begynde at pakke, så vi kan få en fornemmelse af, om vi overhovedet kan have det hele med hjem i kufferterne. De næste dage skal bruges på at få købt de sidste gaver med hjem (Martin vil nok mene, at vi har købt rigeligt i forvejen..). Vi har været ude at spise de sidste par aftener, og jeg må indrømme, at vi kommer alt for sent i seng. Når sygeplejerskerne kommer ind kl. 1.00 og lyser med deres lommelygter i mørket, ligger vi og lader som om vi sover. Martin har en idé om, at han vil prøve at råbe "bøh" til dem en nat. Det kunne da være lidt sjovt.
Vi har talt med Amalie og Caroline over Skype nogle gange. Amalie er tilbage i skolen igen, men er først nu begyndt at kunne støtte på foden. Ellers har hun det godt, men savner sin far - halvanden måned er lang tid. Hun har dog trods alt stadig den fordel, at hun er hjemme hos sin mor. Dette er ikke tilfældet med Caroline, som jo må undvære begge sine forældre og bor hos mine forældre. Men hun tilbringer vist tilbringer lige så meget tid hos moster Birgitte. Birgitte har lavet en tegning, hvor Caroline kan klippe et felt af hver dag, så hun kan forholde sig til, hvor lang tid, der er til mor og far kommer hjem. God idé, søs!!
Det har vist været lidt op og ned med hendes humør efter, at hun er kommet hjem. Vi mente, at det ville være godt for hende at komme hjem og være sammen med de andre børn i børnehaven. Og det tror jeg for så vidt stadig også det er, men man kan mærke på hende, at hun VIRKELIG trænger til at komme hjem i vores hus, og at vi alle kan være en familie igen, ligesom vi plejer. Det gør os så ondt at vide, at hun savner os så meget uden at vi kan gøre noget. Derfor rører det mig rigtig meget, at Malene som er mor til Frederik i Carolines gruppe i børnehaven, og som jeg kun har mødt én gang, er opmærksom på Carolines og vores svære situation lige nu. Tak for det. I øvrigt hed Carolines bedste kammerat i vuggestuen også Frederik!!
Det samme gælder Trine, som er mor til Clara i børnehaven, og som jeg har kendt i mange år. Tak fordi du har været så sød til at hjælpe os og Caroline med at få så god en start som muligt. Og nu jeg er igang, så er der jo vanvittig mange mennesker, vi endnu engang vil takke for alle jeres søde og opmuntrende hilsner hjemmefra. Vi er så glade for at høre fra alle og føler os meget taknemmelige over, at der findes så mange pragtfulde mennesker, der har så meget overskud, at de også kan være der for os. Vi føler, at vi har et rigtig stærkt sammenhold i familien og vennekredsen, og det er så ubeskriveligt meget værd for os. På dét ene punkt har kræften været en gave for mig, hvis jeg da skal bruge den til noget positivt.
Regnen styrter ned igen idag, så jeg tror, at vi vil bruge eftermiddagen på at forkæle os selv med en manicure/pedicure. Vi har hørt, at det skulle være samme behagelige oplevelse, som Martin havde ved frisøren forleden. Og så til en latterlig billig pris. Jeg håber dog, at Martin springer neglelakken over!!
Mange regnvåde hilsner her fra Guangzhou til alle jer derhjemme!!
De sidste par dage har været stille og rolige. For en sikkerheds skyld tager jeg den stadig lidt med ro, selvom jeg stort set ikke har kunnet mærke noget efter, at frøene blev lagt ind i onsdags. Fik forbindingen af i forgårs, og jeg er imponeret over, hvor bittesmå "hullerne" er. Jeg tror, at de er gået ind 5-6 steder - primært i de 2 store metastaser. Grunden til, at jeg ikke kan sige det helt præcist er, at hullerne simpelthen er så små, at de er svære at se. Hvor er de bare dygtige. Så kære Lillian (som er min tankefeltsterapeut): Nu skal vi rigtig hjem og arbejde med, at få de frø til at dræbe alle kræftcellerne!!
En typisk dag for mig for tiden starter kl. 7.00 om morgenen, hvor en sygeplejerske kommer ind med mine vanddrivende piller og mit kinesiske urtemedicin, som jeg stadig indtager "næsten" hver dag (det smager virkelig væmmeligt). Ved 7.30-tiden kommer der 2-3 sygeplejersker og kigger, og så går de igen med det samme. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad formålet med dette er?! Mellem kl. 8.00 og 8.30 kommer der en sygeplejerske eller 2 og sætter mit drop igang. Jeg får 6-8 poser/flasker om dagen, hvoraf noget af det beskytter min lever og mave, noget af det er Endostar og Cetuximab, og her efter "operationen" får jeg også antibiotika for at undgå betændelse i leveren. I disse dage er jeg typisk færdig mellem kl. 15.00 og 16.00. Jeg er virkelig begyndt at hade at rende rundt med det stativ dagen lang.
Vi bruger tiden på at hygge og snakke lidt med de andre danskere herude, og så er det jo også ved at være tid til at begynde at pakke, så vi kan få en fornemmelse af, om vi overhovedet kan have det hele med hjem i kufferterne. De næste dage skal bruges på at få købt de sidste gaver med hjem (Martin vil nok mene, at vi har købt rigeligt i forvejen..). Vi har været ude at spise de sidste par aftener, og jeg må indrømme, at vi kommer alt for sent i seng. Når sygeplejerskerne kommer ind kl. 1.00 og lyser med deres lommelygter i mørket, ligger vi og lader som om vi sover. Martin har en idé om, at han vil prøve at råbe "bøh" til dem en nat. Det kunne da være lidt sjovt.
Vi har talt med Amalie og Caroline over Skype nogle gange. Amalie er tilbage i skolen igen, men er først nu begyndt at kunne støtte på foden. Ellers har hun det godt, men savner sin far - halvanden måned er lang tid. Hun har dog trods alt stadig den fordel, at hun er hjemme hos sin mor. Dette er ikke tilfældet med Caroline, som jo må undvære begge sine forældre og bor hos mine forældre. Men hun tilbringer vist tilbringer lige så meget tid hos moster Birgitte. Birgitte har lavet en tegning, hvor Caroline kan klippe et felt af hver dag, så hun kan forholde sig til, hvor lang tid, der er til mor og far kommer hjem. God idé, søs!!
Det har vist været lidt op og ned med hendes humør efter, at hun er kommet hjem. Vi mente, at det ville være godt for hende at komme hjem og være sammen med de andre børn i børnehaven. Og det tror jeg for så vidt stadig også det er, men man kan mærke på hende, at hun VIRKELIG trænger til at komme hjem i vores hus, og at vi alle kan være en familie igen, ligesom vi plejer. Det gør os så ondt at vide, at hun savner os så meget uden at vi kan gøre noget. Derfor rører det mig rigtig meget, at Malene som er mor til Frederik i Carolines gruppe i børnehaven, og som jeg kun har mødt én gang, er opmærksom på Carolines og vores svære situation lige nu. Tak for det. I øvrigt hed Carolines bedste kammerat i vuggestuen også Frederik!!
Det samme gælder Trine, som er mor til Clara i børnehaven, og som jeg har kendt i mange år. Tak fordi du har været så sød til at hjælpe os og Caroline med at få så god en start som muligt. Og nu jeg er igang, så er der jo vanvittig mange mennesker, vi endnu engang vil takke for alle jeres søde og opmuntrende hilsner hjemmefra. Vi er så glade for at høre fra alle og føler os meget taknemmelige over, at der findes så mange pragtfulde mennesker, der har så meget overskud, at de også kan være der for os. Vi føler, at vi har et rigtig stærkt sammenhold i familien og vennekredsen, og det er så ubeskriveligt meget værd for os. På dét ene punkt har kræften været en gave for mig, hvis jeg da skal bruge den til noget positivt.
Regnen styrter ned igen idag, så jeg tror, at vi vil bruge eftermiddagen på at forkæle os selv med en manicure/pedicure. Vi har hørt, at det skulle være samme behagelige oplevelse, som Martin havde ved frisøren forleden. Og så til en latterlig billig pris. Jeg håber dog, at Martin springer neglelakken over!!
Mange regnvåde hilsner her fra Guangzhou til alle jer derhjemme!!
torsdag den 16. april 2009
Torsdag 16. april
Vejret her i det sydlige Kina er forunderligt - den ene dag er der 30 grader og høj solskin, og den næste dag styrtregner det med lyn og torden. Det sidste er tilfældet lige nu. Det er som om himlen åbner sig, og så VÆLTER det bare ud med vand i LAAAANG tid. Det har vi prøvet nogle gange før herude, og det er et imponerende syn.
Lige idag er det så rigtig uheldigt, men jeg kan sgú ikke rigtig lade være med at grine alligevel, for Martin tog ind til byen for lidt siden iført t-shirt, shorts og sandaler (og ingen paraply for det er jo kun for kvinder og pensionerede skolelærere) - den stakkel. Og så skulle han oven i købet ind for at købe nogle sko til mig....!! Kan lige forestille mig, hvordan han ser ud nu :-) !
Nå, men som I nok kan høre, er jeg kommet tilbage til vores værelse her til morgen og er stort set frisk igen. Jeg har en smule ondt i højre side, når jeg trækker vejret dybt, men håber det går over igen. Ellers var opholdet på overvågningen virkeligt kedeligt. Jeg skulle jo ligge stille i 24 timer, og så var de endda så søde at give mig vanddrivende medicin, når jeg kunne måtte bruge et bækken!!
Martin var sød til at komme med forsyninger til mig, men ellers brugte han ventetiden på at blive klippet, og det kan frisørerne i Danmark vist godt lære noget af. Han fik 45 minutters massage en kombination af skuldre, ben, arme, nakke, ryg og hovedbundsmassage. Massagen blev efterfulgt af en klipning og tilsidst en kortere hoved/nakke massage, inden regningen på 50 RMB (ca. 45 dkr.) skulle betales. Han var efter eget udsagn som født på ny.
Natten var rigtig lang. Og Martin har ret - jeg kan altså ikke sove medmindre der er HELT stille. Aldrig har jeg oplevet så meget uro og larm på en hospitalsstue. Den var så stor, at sygeplejerskerne havde deres egen skranke og sad i samme rum som patienterne. De sad og snakkede sammen hele tiden - selv kl. 1 om natten!! Telefonenerne ringede inkl. patienternes mobiltelefoner (selvfølgelig ikke min - jeg viste hensyn og havde sat den på lydløs), og hele natten var rummet oplyst af stærke lysstofrør i loftet. Jeg fik kun 3-4 timers søvn til trods for, at jeg også havde fået sovepiller. Det kommer vel heller ikke som nogen overraskelse, at madrassen var elendig, og da jeg samtidig var koblet på alverdens slanger og ledninger, var det næsten umuligt at vende sig.
Så da jeg kom tilbage i min egen seng ved 9-tiden tog jeg en "morfar" indtil kl. 13.30 - det var tiltrængt. Jeg skal tage den med ro de næste par dage, så der bliver vi bare her på hospitalet. Så må Martin agere stik-i-rend-dreng. Han er også begyndt at klage over, at han savner at røre sig lidt mere, så det skal han da få lov til.
Ved nu alligevel ikke, om jeg tør sende ham alene i byen. Den anden dag da vi var inde i en butik, blev han overfaldet af de 2 ekspeditricer, som var helt vilde med ham og sagde, at han havde smukke øjne og lignede en filmstjerne (ja, måske i camouflagetøj i en jagtfilm)!!
Lige idag er det så rigtig uheldigt, men jeg kan sgú ikke rigtig lade være med at grine alligevel, for Martin tog ind til byen for lidt siden iført t-shirt, shorts og sandaler (og ingen paraply for det er jo kun for kvinder og pensionerede skolelærere) - den stakkel. Og så skulle han oven i købet ind for at købe nogle sko til mig....!! Kan lige forestille mig, hvordan han ser ud nu :-) !
Nå, men som I nok kan høre, er jeg kommet tilbage til vores værelse her til morgen og er stort set frisk igen. Jeg har en smule ondt i højre side, når jeg trækker vejret dybt, men håber det går over igen. Ellers var opholdet på overvågningen virkeligt kedeligt. Jeg skulle jo ligge stille i 24 timer, og så var de endda så søde at give mig vanddrivende medicin, når jeg kunne måtte bruge et bækken!!
Martin var sød til at komme med forsyninger til mig, men ellers brugte han ventetiden på at blive klippet, og det kan frisørerne i Danmark vist godt lære noget af. Han fik 45 minutters massage en kombination af skuldre, ben, arme, nakke, ryg og hovedbundsmassage. Massagen blev efterfulgt af en klipning og tilsidst en kortere hoved/nakke massage, inden regningen på 50 RMB (ca. 45 dkr.) skulle betales. Han var efter eget udsagn som født på ny.
Natten var rigtig lang. Og Martin har ret - jeg kan altså ikke sove medmindre der er HELT stille. Aldrig har jeg oplevet så meget uro og larm på en hospitalsstue. Den var så stor, at sygeplejerskerne havde deres egen skranke og sad i samme rum som patienterne. De sad og snakkede sammen hele tiden - selv kl. 1 om natten!! Telefonenerne ringede inkl. patienternes mobiltelefoner (selvfølgelig ikke min - jeg viste hensyn og havde sat den på lydløs), og hele natten var rummet oplyst af stærke lysstofrør i loftet. Jeg fik kun 3-4 timers søvn til trods for, at jeg også havde fået sovepiller. Det kommer vel heller ikke som nogen overraskelse, at madrassen var elendig, og da jeg samtidig var koblet på alverdens slanger og ledninger, var det næsten umuligt at vende sig.
Så da jeg kom tilbage i min egen seng ved 9-tiden tog jeg en "morfar" indtil kl. 13.30 - det var tiltrængt. Jeg skal tage den med ro de næste par dage, så der bliver vi bare her på hospitalet. Så må Martin agere stik-i-rend-dreng. Han er også begyndt at klage over, at han savner at røre sig lidt mere, så det skal han da få lov til.
Ved nu alligevel ikke, om jeg tør sende ham alene i byen. Den anden dag da vi var inde i en butik, blev han overfaldet af de 2 ekspeditricer, som var helt vilde med ham og sagde, at han havde smukke øjne og lignede en filmstjerne (ja, måske i camouflagetøj i en jagtfilm)!!
Abonner på:
Opslag (Atom)