Torsdag 16. april

Vejret her i det sydlige Kina er forunderligt - den ene dag er der 30 grader og høj solskin, og den næste dag styrtregner det med lyn og torden. Det sidste er tilfældet lige nu. Det er som om himlen åbner sig, og så VÆLTER det bare ud med vand i LAAAANG tid. Det har vi prøvet nogle gange før herude, og det er et imponerende syn.


Lige idag er det så rigtig uheldigt, men jeg kan sgú ikke rigtig lade være med at grine alligevel, for Martin tog ind til byen for lidt siden iført t-shirt, shorts og sandaler (og ingen paraply for det er jo kun for kvinder og pensionerede skolelærere) - den stakkel. Og så skulle han oven i købet ind for at købe nogle sko til mig....!! Kan lige forestille mig, hvordan han ser ud nu :-) !


Nå, men som I nok kan høre, er jeg kommet tilbage til vores værelse her til morgen og er stort set frisk igen. Jeg har en smule ondt i højre side, når jeg trækker vejret dybt, men håber det går over igen. Ellers var opholdet på overvågningen virkeligt kedeligt. Jeg skulle jo ligge stille i 24 timer, og så var de endda så søde at give mig vanddrivende medicin, når jeg kunne måtte bruge et bækken!!


Martin var sød til at komme med forsyninger til mig, men ellers brugte han ventetiden på at blive klippet, og det kan frisørerne i Danmark vist godt lære noget af. Han fik 45 minutters massage en kombination af skuldre, ben, arme, nakke, ryg og hovedbundsmassage. Massagen blev efterfulgt af en klipning og tilsidst en kortere hoved/nakke massage, inden regningen på 50 RMB (ca. 45 dkr.) skulle betales. Han var efter eget udsagn som født på ny.


Natten var rigtig lang. Og Martin har ret - jeg kan altså ikke sove medmindre der er HELT stille. Aldrig har jeg oplevet så meget uro og larm på en hospitalsstue. Den var så stor, at sygeplejerskerne havde deres egen skranke og sad i samme rum som patienterne. De sad og snakkede sammen hele tiden - selv kl. 1 om natten!! Telefonenerne ringede inkl. patienternes mobiltelefoner (selvfølgelig ikke min - jeg viste hensyn og havde sat den på lydløs), og hele natten var rummet oplyst af stærke lysstofrør i loftet. Jeg fik kun 3-4 timers søvn til trods for, at jeg også havde fået sovepiller. Det kommer vel heller ikke som nogen overraskelse, at madrassen var elendig, og da jeg samtidig var koblet på alverdens slanger og ledninger, var det næsten umuligt at vende sig.


Så da jeg kom tilbage i min egen seng ved 9-tiden tog jeg en "morfar" indtil kl. 13.30 - det var tiltrængt. Jeg skal tage den med ro de næste par dage, så der bliver vi bare her på hospitalet. Så må Martin agere stik-i-rend-dreng. Han er også begyndt at klage over, at han savner at røre sig lidt mere, så det skal han da få lov til.


Ved nu alligevel ikke, om jeg tør sende ham alene i byen. Den anden dag da vi var inde i en butik, blev han overfaldet af de 2 ekspeditricer, som var helt vilde med ham og sagde, at han havde smukke øjne og lignede en filmstjerne (ja, måske i camouflagetøj i en jagtfilm)!!