Onsdag 8. april

Tidlig morgen med sygeplejersker og læger.

Charlottes læge Dr. Xing sidder tv. for Charlotte

Jeg kan stadig ikke sove om natten - ikke pga. madrassen, for den er ok nu, men fordi jeg tænker og tænker og tænker. Hvad sker der med mig, når jeg kommer hjem? Skal jeg herud igen? Bliver jeg nogensinde helt rask? Og så tænker jeg på Caroline, der skal hjem og starte i børnehave. Det ville jeg rigtig gerne have været med til at opleve. Jeg har også lidt hjemve nu. Mange har skrevet om foråret derhjemme, og det får mig til at tænke på, hvor dejligt, der er i lille Rostved. Jeg savner stilheden, fuglesangen og den dejlige udsigt over engen.

Imorgen er sidste dag for Caroline herude. Hun skal hjem med Søren og Flemming fredag morgen. Det har været 3 skønne uger med hende - også fordi jeg for første gang i lang tid virkelig har haft overskud til at være der for hende, og det er jeg helt sikker på, at hun har kunnet mærke. Det bliver hårdt at sige farvel til hende, men jeg tror hun har det ok med at skulle hjem. Hun glæder sig meget til at skulle starte i børnehaven. Da vi var ude at spise igår aftes fik hun sig en lille kinesisk veninde på restauranten. De 2 piger løb rundt og legede og pjattede og talte til hinanden på hver sit sprog. Det var skønt at se hende lege med en jævnaldrende.

Som det ser ud lige nu, er der ca. 1 1/2 uge tilbage for vores vedkommende. Idag fik jeg scanningssvar. Det ser så lovende ud, at min læge regner med, at jeg skal have lagt nogle radioaktive korn ind i leveren mandag eller tirsdag i næste uge, men hun skal lige konferere med sin chef (Dr. Niu tror jeg han hedder), som p.t. er i Danmark for at tale med nogle danske læger om resultaterne herude. Han har bl.a. også min journal med. Han kommer hjem på søndag, og der vil han så bl.a. også tage stilling til, om jeg også er klar til cryo. Men der er nok kun tale om et spinkelt håb.

Ellers har jeg det stadig godt. Jeg er dog meget plaget af et grimt udslæt i ansigtet, på brystet og på ryggen. Det er en bivirkning fra den medicin, der hedder Cetuximab, men det skulle heldigvis gå væk igen, når jeg holder med behandlingen. Til gengæld er mit hår jo godt på vej tilbage igen. Jeg må dog nok acceptere, at kemoen har udvasket mit lyse hår og gjort mig mørkhåret i stedet.

Vi har haft en rigtig hyggelig uge med Søren og Flemming, selvom jeg må indrømme, at det er blevet til lige rigelig jagtsnak ind i mellem. Men jeg har ikke brokket mig - ihvertfald ikke over det...! Det bliver lidt mærkeligt, at Martin og jeg skal være helt alene herude igen. Det har været skønt at have besøg af familien.

Idag skulle der pludselig laves en dør ud til vores altan. Vi har jo indtil nu måttet bruge vinduet for at komme derud. Men pludselig stod der en masse håndværkere og råbte i munden på hinanden. Og vi måtte tømme hele soveværelset for ting, da de jo ville støve, når de skulle slå muren i stykker. Vi var lidt uforstående overfor det hele, men blev lovet, at det hele nok skulle være i orden, når vi kom tilbage iaften.

Det gode solskinsvejr, krævede indkøb af solbriller til Caroline.

Så vi drog til Mount Baiyun i det dejlige solskinsvejr. Her tog vi svævebanen op, og straks var vi i en frodig verden med masser af duftende grønne træer og dejlig fuglesang. Hvor var det befriende at komme væk fra larmen og myldret herinde i byen.

Vi tog en svævebane op på "bjerget"

Skøn natur med kolibrier,

andre farvestrålende fugle,

åbne pladser med springvand

og danskere som med glæde indåndede frisk luft.

Nu sidder vi så her sidst på aftenen i vores soveværelse med et stort hul i væggen og ingen dør. For arbejdet var, som vi havde frygtet, selvfølgelig ikke gjort færdigt. Så nu skal vi altså tilbringe natten delvist i det frie - spændende at se hvor mange myggestik vi har fået imorgen..!! Vi tager det i stiv arm - vi har jo efterhånden været igennem det, der var meget værre!

En kæmpe hilsen til Martins søster Mette, som vi ikke har fået fat i, men som fylder 34 år i dag. Vi håber, I alle tre hygger jer i solskinsvejr i Puerto Banus.

GRATTIS METTE

----