søndag 19.april

Efter 1 1/2 måned på en hård madras i Kina, er det efterhånden lykkes for Martin at ligge den i stykker. Han har fået lavet en permanent hulning ned i madrassen lige præcis der, hvor hans bagdel ligger hver nat. Jeg tror, at den har givet efter for hans vægt - han er også gået et hul ud i bæltet, mens han har været herude.

De sidste par dage har været stille og rolige. For en sikkerheds skyld tager jeg den stadig lidt med ro, selvom jeg stort set ikke har kunnet mærke noget efter, at frøene blev lagt ind i onsdags. Fik forbindingen af i forgårs, og jeg er imponeret over, hvor bittesmå "hullerne" er. Jeg tror, at de er gået ind 5-6 steder - primært i de 2 store metastaser. Grunden til, at jeg ikke kan sige det helt præcist er, at hullerne simpelthen er så små, at de er svære at se. Hvor er de bare dygtige. Så kære Lillian (som er min tankefeltsterapeut): Nu skal vi rigtig hjem og arbejde med, at få de frø til at dræbe alle kræftcellerne!!

En typisk dag for mig for tiden starter kl. 7.00 om morgenen, hvor en sygeplejerske kommer ind med mine vanddrivende piller og mit kinesiske urtemedicin, som jeg stadig indtager "næsten" hver dag (det smager virkelig væmmeligt). Ved 7.30-tiden kommer der 2-3 sygeplejersker og kigger, og så går de igen med det samme. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad formålet med dette er?! Mellem kl. 8.00 og 8.30 kommer der en sygeplejerske eller 2 og sætter mit drop igang. Jeg får 6-8 poser/flasker om dagen, hvoraf noget af det beskytter min lever og mave, noget af det er Endostar og Cetuximab, og her efter "operationen" får jeg også antibiotika for at undgå betændelse i leveren. I disse dage er jeg typisk færdig mellem kl. 15.00 og 16.00. Jeg er virkelig begyndt at hade at rende rundt med det stativ dagen lang.

Vi bruger tiden på at hygge og snakke lidt med de andre danskere herude, og så er det jo også ved at være tid til at begynde at pakke, så vi kan få en fornemmelse af, om vi overhovedet kan have det hele med hjem i kufferterne. De næste dage skal bruges på at få købt de sidste gaver med hjem (Martin vil nok mene, at vi har købt rigeligt i forvejen..). Vi har været ude at spise de sidste par aftener, og jeg må indrømme, at vi kommer alt for sent i seng. Når sygeplejerskerne kommer ind kl. 1.00 og lyser med deres lommelygter i mørket, ligger vi og lader som om vi sover. Martin har en idé om, at han vil prøve at råbe "bøh" til dem en nat. Det kunne da være lidt sjovt.

Vi har talt med Amalie og Caroline over Skype nogle gange. Amalie er tilbage i skolen igen, men er først nu begyndt at kunne støtte på foden. Ellers har hun det godt, men savner sin far - halvanden måned er lang tid. Hun har dog trods alt stadig den fordel, at hun er hjemme hos sin mor. Dette er ikke tilfældet med Caroline, som jo må undvære begge sine forældre og bor hos mine forældre. Men hun tilbringer vist tilbringer lige så meget tid hos moster Birgitte. Birgitte har lavet en tegning, hvor Caroline kan klippe et felt af hver dag, så hun kan forholde sig til, hvor lang tid, der er til mor og far kommer hjem. God idé, søs!!

Det har vist været lidt op og ned med hendes humør efter, at hun er kommet hjem. Vi mente, at det ville være godt for hende at komme hjem og være sammen med de andre børn i børnehaven. Og det tror jeg for så vidt stadig også det er, men man kan mærke på hende, at hun VIRKELIG trænger til at komme hjem i vores hus, og at vi alle kan være en familie igen, ligesom vi plejer. Det gør os så ondt at vide, at hun savner os så meget uden at vi kan gøre noget. Derfor rører det mig rigtig meget, at Malene som er mor til Frederik i Carolines gruppe i børnehaven, og som jeg kun har mødt én gang, er opmærksom på Carolines og vores svære situation lige nu. Tak for det. I øvrigt hed Carolines bedste kammerat i vuggestuen også Frederik!!

Det samme gælder Trine, som er mor til Clara i børnehaven, og som jeg har kendt i mange år. Tak fordi du har været så sød til at hjælpe os og Caroline med at få så god en start som muligt. Og nu jeg er igang, så er der jo vanvittig mange mennesker, vi endnu engang vil takke for alle jeres søde og opmuntrende hilsner hjemmefra. Vi er så glade for at høre fra alle og føler os meget taknemmelige over, at der findes så mange pragtfulde mennesker, der har så meget overskud, at de også kan være der for os. Vi føler, at vi har et rigtig stærkt sammenhold i familien og vennekredsen, og det er så ubeskriveligt meget værd for os. På dét ene punkt har kræften været en gave for mig, hvis jeg da skal bruge den til noget positivt.

Regnen styrter ned igen idag, så jeg tror, at vi vil bruge eftermiddagen på at forkæle os selv med en manicure/pedicure. Vi har hørt, at det skulle være samme behagelige oplevelse, som Martin havde ved frisøren forleden. Og så til en latterlig billig pris. Jeg håber dog, at Martin springer neglelakken over!!

Mange regnvåde hilsner her fra Guangzhou til alle jer derhjemme!!