Gode nyheder: Vi har fået sat en dør i! Men heller ikke mere. Der er stadig luft hele vejen rundt om den. Det der med "finish" går de vist ikke så højt op i. Så håndværkerne render stadig rundt og larmer hele dagen, og det er vi da efterhånden ved at være lidt trætte af. Men vi har da lidt tålmodighed endnu!

Trods larmen fra håndværkerne, er vi stadig lidt ramt af stilheden efter Carolines afrejse igår. Men samtidig nyder vi også, at vi ikke længere skal planlægge dagen så meget, og at vi nu har tid til at være "kærester" igen! Man kan nok ikke undgå, at der går lidt "lejrkuller" i den, når man har været sammen dag og nat i en hel måned. Så det var faktisk hyggeligt at være ude og shoppe og spise alene igår aftes. Vi har jo også brug for, at vores ægteskab ikke kun handler om min sygdom hele tiden.

Der er stadig mange danskere herude. Der sker jo en udskiftning hele tiden, men alle er jo meget interesserede i at snakke med hinanden og dele erfaringer, så vi har da lært en del at kende efterhånden. Selvom vi er meget forskellige, er vi jo alle i den sidste ende i samme båd: Vi har (ihvertfald ifølge de danske læger) en uhelbredelig kræftsygdom! Det skaber et fællesskab, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet, inden jeg blev syg.

Det er det samme fællesskab, jeg oplever hos Bruce Kyle, hvor jeg får intravenøs C-vitamin derhjemme. Her har jeg mødt en masse andre kræftpatienter - nogle gæve mennesker med masser af livskraft og gå-på-mod, som smitter så dejligt af på én selv. Og alderen har ingen betydning. Vi kalder os "Statistikknuserne", og vi bruger hinanden på rigtig mange måder.

Så her er en ganske særlig hilsen til alle jer Statistikknusere (for jeg ved, at mange af jer læser med): Jeg tænker rigtig meget på jer allesammen, og jeg ville ønske, at alle havde en mulighed for at opleve den forvandling, jeg har været igennem. Selvom kræften stadig er der, så giver det én så meget mod på tilværelsen igen, at dét i sig selv måske også kan være helbredende. Jeg ser og snakker med så mange herude, hvor deres svulster er forsvundet, og kræftcellerne nu er inaktive. Selvfølgelig skal man have gjort op med sig selv, om man vil tage herud, og hvad det evt. også kan indebære både økonomisk og personligt. Men har I mod på det, så lad være med at tøve og vente for længe. Jeg fortryder selv, at jeg ikke tog beslutningen noget før! Ha' det godt derhjemme - jeg glæder mig til at se jer alle igen!

Når det er sagt, så er der selvfølgelig også en grim virkelighed, der hedder "betaling ved kasse 1". Regningen har passeret de 200.000 kr, og det er da RIGTIG MANGE PENGE! Men hvordan sætter man en pris på sit liv? Hvornår er ens liv ikke mere værd? Der kommer selvfølgelig en naturlig grænse på et tidspunkt, når pengekassen er tom, og hvad gør man så? Er alle de penge spildt, hvis jeg ender med at dø alligevel? Det mener jeg ikke, for det har givet mig muligheden for at være mere for min familie nu. Jeg kan ikke lade være med at tro på, at jeg nok skal klare den, men gør jeg ikke, så ved jeg også, at Martin og børnene stadig kan leve godt, selvom vi har brugt alle de penge. Det gør mig tryg.

Det var lige, hvad jeg havde på hjerte idag....! God Påske til jer allesammen!