onsdag den 18. marts 2009

Onsdag 18. marts

Dagen i dag startede stille og roligt ud her til morgen, hvor Charlotte skulle CT-skannes. Herefter var det tilbage til stuen, hvor hun følgeligt kom lidt sent i gang med diverse drop, immunterapi samt endostar.

Efter at have indtaget morgenmaden, varmede jeg den netop ankomne grøngrumsede væske, som den kinesiske "heksedoktor" havde blandet i nattens mulm og mørke til Charlotte. Den skulle efter sigende smage bedst varm, men efter Charlottes udtryk og udbrud at dømme, da hun indtog væsken, er bedst måske et forkert ord at bruge i denne sammenhæng.

Charlotte har været meget træt i dag, da hun igen igen har haft svært ved at få sovet ordentligt. Hun fik i går to indsprøjtninger, som en del af immunterapien, og de steder hun fik dem (skulder og mave) hævede op og har været meget ømme. Hævelsen og ømheden skulle være et godt tegn, da det viser at immunforsvaret er i fuld gang med at arbejde - men det kan være en ringe trøst, når man bare gerne vil sove.

Vi fik resultaterne af Charlottes blodprøver i dag, levertallene er en smule forbedrede og de hvide blodlegemer er oppe at køre igen - så Charlottes fornemmelse af at have mere energi stemmer godt overens med prøverne.

Efter at jeg havde været i byen og købe frugt/juicepresser, så jeg kan lave friske juicer til Charlotte, tog vi til fællesarrangement på 3. sal. Hospitalet havde inviteret alle deres udenlandske patienter ned i caféen til snacks og frugt. De havde gjort, hvad de kunne for at hygge om os, og ville at arrangementet skulle bringe personale og patienter tættere sammen. Det var rigtigt hyggeligt, og de kinesiske værter var specielt stolte af deres kartoffelmos (foto herunder) og den noget brændte risengrød, som de havde lavet kun til ære for de danske patienter.

Vi var omkring 30 til arrangementet fordelt på patienter og pårørende - pt er der 26 patienter fra Danmark på FUDA. Kineserne lægger også mærke til de mange danskere herude, og på søndag skal en af de danske patienter interviewes til kinesisk fjernsyn.

Vi var desværre nødt til at forlade arrangementet før tid, da Charlotte begyndte at få problemer med maven. Vi kan vist ikke trække den længere, så hun regner med at skulle have lagt dræn i morgen tidlig.

Lige nu sætter vi en film på, så vi kan tænke på andet end hospital og medicin. Vi savner godt nok også pigerne helt vildt nu, det er lang tid at være væk hjemmefra, men vi har hørt, at de hyggede sig, da de sov sammen forleden.


Hygge i caféen, bemærk den fine julepynt og guirlander fra loftet.
------------------

1 kommentar:

  1. Hej med jer;

    Hvor ser den mad altså bare lækker ud. Det er bare en kanon måde at dele jeres liv på. 1000 gange bedre end det andet system.
    Det lyder som om der bliver taget godt hånd om jer og det er vi rigtigt glade for at høre. Jeg var ved at undersøge hvad det ville koste at sende en vakuum pakket skumgummimadras ud til dig, DHL ville have 16000 kr for det og det var ikke engang med express luftgfragt!! Hmm lidt halvpeberet... Det billigste fragtselskab ville have 2000 kr... Det er stadig vildt dyrt især hvis du snart skal hjem igen. Hvis du gerne vil have en ordenlig madras, så må du sige til så prøver jeg at finde ud af noget.
    Eller alt vel her, solen skinner og der er forår i luften, dejligt. Kan I have det godt. Knus fra Signe

    SvarSlet