søndag den 15. marts 2009

Fredag 13. marts

Vi fandt en fin vestlig restaurant i går aftes med god mad. Det tog ca. 30 min. i taxa at komme derud, men det var heldigvis ikke til danske priser, så det kostede kun 40 RMB (ca. 37 dkr.) hver vej. Det var et hyggeligt sted, og vi kunne sidde ude og spise i korte ærmer lige op af en park.

Lige så lunt og godt vejret var i går, lige så blæsende og koldt har det været i dag.

Måske afspejler vejret i dag fint vores humør, for da vi kom tilbage til værelset efter danskermøde og Charlotte var færdig med dagens immunterapi, kom vores læge, og vi havde en længere snak. De tør ikke give Charlotte cryokirurgi eller sætte radioaktive seeds ind i metastaserne. De mener hendes krop er for medtaget efter de mange kemoterapibehandlinger i Danmark og Tyskland. De ville i stedet foreslå en kur over 14 dage hvor de bl.a. tilbyder 2 forskellige stoffer. Det ene er endostar (endostatin), som måske kan skære ned på blodforsyningen til metastaserne i leveren. Vi fik den opfattelse, at der kan gå lang tid før vi (hvis alt vel og mærke går den rigtige vej) kan komme i betragtning til cryokirurgi. En meget nedtrykkende og opgivende besked, når det nu var en af de behandlinger, vi havde sat næsen op efter og samtidig hører så meget godt om fra de andre danske patienter.

Det virker, som vi hele tiden er to skridt bagefter sygdommen, som har overtaget - meget deprimerende. (Kunne man bare skrue tiden tilbage og samtidig have den viden vi har nu). Efter en længere tudetur, blev vi dog enige om, at vi må prøve at bevare håbet, selvom det er svært lige nu. Hvis vi ikke selv tror på det, kan vi ikke forlange at andre skal gøre det, så vi kæmper videre.

Efter at have sundet os, trodsede vi blæsevejr, småregn og sygdom og tog en tur i Carrefour supermarkedet og købte ind til aftensmad. Lige nu er vi tilbage på hospitalet, hvor jeg tager en slapper, mens Charlotte sover, de her følelsesmæssige rutsjebaneture tager hårdt på kræfterne.


废话天 (er kinesisk og betyder lorte dag)

I morgen kan det da kun blive solskin :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar