tirsdag den 31. marts 2009

Tirsdag 31. marts

Her til morgen kom der hele 10 læger og en tolk til stuegang. Jeg fik at vide, at jeg formentlig skulle have lagt et dræn senere idag og tømmes for væske, og derudover ville de også sende noget medicin og noget kemo ind den anden vej. Jeg fik at vide, at jeg lige kunne tænke over det en times tid.

Jeg var meget i vildrede og fik det helt dårligt, for jeg kunne slet ikke forstå de meldinger der kom. Jeg følte ikke, at jeg havde væske i maven, så hvorfor skulle jeg tømmes? Da lægen kom havde hun heldigvis et ultralydsapparat med, der kunne fastslå, at jeg IKKE havde noget væske i maven, og derfor valgte hun også ovennævnte behandling fra. Det var jeg meget lettet over, da jeg jo helst ikke vil have kemo igen - og heller ikke dræn for den sags skyld. Samtidig er det jo skønt at få bekræftet, at jeg ikke har problemer med væske mere.

Derudover fik jeg at vide, at jeg skal scannes på mandag, og hvis det ser godt ud, vil de formentlig lægge de radioaktive korn ind i løbet af næste uge - OG/ELLER måske vil de lave cryo på mig..!! Det er første gang de selv har nævnt dette som en mulighed, uden at vi har spurgt først. Så vi krydser fingre!

Idag fik jeg også varmebehandling for første gang. Det foregik ved, at jeg i en time skulle ligge på en briks, hvor jeg lå ovenpå en slags pose med vand. Ovenpå maven havde jeg en klud med kinesisk medicin, og ovenpå igen endnu en pose med varmt vand. Temperaturen på vandet kunne reguleres op og ned, og jeg skal lige love for, at jeg fik mig en ordentlig svedetur. Havde faktisk lige været i bad forinden, og det kunne jeg godt have sparet mig. Jeg var drivvåd og helt rød på ryggen og maven bagefter. Men det skulle kunne dræbe kræftceller så skidt pyt!

Min ene skulder er noget plaget efter immunindsprøjtning,
men lægerne smiler stort og siger, at hævelsen og ømheden er gode tegn.

Caroline har fået det rigtig godt herude. Hun bliver møgforkælet af sygeplejerskerne, der nu også kommer ind og putter hende om natten...!!? De siger hun ligner Barbie, og at hun kan blive fotomodel i Kina, når hun bliver stor. Der er snart blevet taget så mange billeder af hende, at hun efterhånden har udviklet et helt særligt royalt vink, når folk kalder på hende på gaden. Der er gået lidt "Diva" i den. Én af tolkene vil sågar tage hende med hen i en kinesisk børnehave en dag.

Men dagen idag har desværre ikke kun været præget af gode nyheder. Her til aften fik vi besked om, at Amalie har brækket sin fod i skolen idag og derfor ikke kan komme afsted herud imorgen. Hun skal holde den i ro i 14 dage og er derfor blevet frarådet at rejse. Det var hun naturligvis meget ked af, da hun havde glædet sig rigtig meget - og det havde vi også. Især Martin er meget ked af det, da han jo savner hende helt vildt. Vi har fortalt det til Caroline, som også blev meget skuffet, for hun havde jo glædet sig til at lege med hende. Hvor uheldig kan man være, at det lige skulle ske dagen før afrejsen??
Men Søren og Flemming tager afsted som planlagt imorgen eftermiddag og lander her i Guangzhou torsdag først på aftenen. Det glæder vi os rigtig meget til - især Martin, der nok håber på en enkelt "herretur" i løbet af den uges tid, de skal være her. Annette og Malle flyver til Shanghai torsdag eftermiddag, så de når lige præcis ikke at se hinanden.
Vi håber på, at min behandling slutter tidligt i morgen, da vi måske tager med Annette og Malle ud til et turistområde nord for Guangzhou, hvor der er et tempel, svævebane mm.


Gang i trafikken ved hovedbanegården.
-

Ingen kommentarer:

Send en kommentar