Onsdag 25. marts

I Kina er det Oksens år i år. Jeg er født i Oksens år, og derfor må det jo helt sikkert være mit år i år på alle måder!! Sådan føler jeg det ihvertfald også lige nu! Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket, men jeg har det bare SUPER godt! Når man tænker på, hvor skidt jeg havde det, inden jeg kom herud, så er det en helt ubeskrivelig følelse at sidde med nu. Jeg er lige ved at tude. Hvordan ville det være gået mig, hvis jeg var blevet hjemme i Danmark?

Min mave er blevet mindre, og den gør ikke så ondt mere. Det lader til, at de har fået stoppet produktionen af væske, så jeg har ikke behov for dræn. Jeg kan holde til meget mere fysisk aktivitet, og jeg kan spise, som jeg plejer uden at få ondt i maven. Det er en helt fantastisk udvikling, jeg har været igennem på så kort tid.

Men samtidig er jeg utrolig skuffet over, at man ikke kan tilbyde noget lignende i Danmark. Siden jul har jeg stort set ikke lavet andet end at tjekke ud og ind af hospitalet for at blive tømt for væske og få ekstra blod. Når jeg har spurgt, om man kunne gøre noget for at afhjælpe det, har jeg bare fået et "nej" hver gang. Hvorfor vil man ikke give mig muligheden for at have et anstændigt liv, bare fordi jeg har kræft? Jeg siger ikke, at kineserne har løst min "kræftgåde", men de prøver i det mindste, og de ser mig som et individ og ikke en vare på et samlebånd. Da jeg kom herud, var jeg på morfin. Nu har jeg ikke fået smertestillende i snart 14 dage! I Danmark prøver man kun at slukke bålet fremfor at finde ud af, hvordan ilden opstår. Nå, men nok om det for nu!

Caroline har stadig problemer med at sove. Igår vågnede hun ved midnatstid og begyndte at græde lige så stille. Hun havde vist fået opfattelsen af, at hun skulle være i Kina altid, og det brød hun sig ikke om. Hun savner huset derhjemme - husk på at hun tilbragte 14 dage hos mormor og morfar, inden hun kom herud. Og selvom hun er meget hjemmevant der, så savner hun de trygge omgivelser derhjemme. Det gjorde så ondt på mig at se hende så ulykkelig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad det er for et liv, jeg byder hende? Det har hun slet ikke fortjent.

Heldigvis havde hun en god dag med sin far igår, mens jeg fik behandling.

----------------

Mens Charlotte har fået det stadig bedre, valgte jeg at tage Caroline med i Zoo i går. Det kostede den vilde pris af 20 kineserpenge i alt for os begge at komme ind, så det var jo en god start. Jeg troede at dyrene var det mest interessante men måtte hurtigt sande, at så snart vi mødte kinesere, så var det Caroline og jeg og ikke dyrene i burene, som blev foreviget i diverse opstillinger med kinesiske mænd, kvinder og børn. Heldigvis var der ikke mange mennesker i zoo, og jeg er glad for at vi ikke tog derind i weekenden i stedet.

Caroline var tosset med de mange dyr, men da alting lige for tiden skal være lyserødt, var flamingoerne da også, sammen med zebraer, giraffer og grise man kunne fodre, det største hit. Det var en stor zoo, hvor de udover de mange dyr havde et lille cirkus, et tivoliland samt et oceanarium, hvor vi så et flot show med søløver, en hvid hval og delfiner.

Der var flere bure med almindelige hunde i, så det må åbenbart også være en attraktion herude. Man kunne også få taget et billede med en papegøje, en slange, en kalv eller en dalmatiner, ja de kinesere kan ikke få det vildt nok.

Vi betalte i stedet 10 RMB for at komme ind til aberne på "abebjerget", og kort efter var Caroline i gang med at fodre en søde abe.

Caroline syntes godt om fuglen med prinsessekrone.

Caroline lagde sig godt til rette ved de lyserøde fugle.

Så var der alligevel lidt der mindede os om Rostved, helt herude i Kina

Caroline ville gerne fodre den søde abe, og

det lokkede flere til.

Caroline syntes godt om den hvide hval, som kunne sprøjte med vand.

Om aftenen tog vi alle ud og spiste på en italiensk restaurant. Maden var vældig god, og Charlottes genfundne mavefornemmelse var medvirkende årsag til, at de overdådige mængder mad også blev konsumeret uden efterfølgende mavepine.